| Chapter 27 |
1 | Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
|
2 | "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
|
3 | Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
|
4 | skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
|
5 | Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
|
6 | Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
|
7 | Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
|
8 | Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
|
9 | Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
|
10 | Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
|
11 | Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
|
12 | se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
|
13 | Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
|
14 | Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
|
15 | de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
|
16 | Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
|
17 | han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
|
18 | han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
|
19 | han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
|
20 | Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
|
21 | løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
|
22 | Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
|
23 | man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
|