Chapter 26

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.