| Chapter 13 |
1 | Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz`s Søn skuede:
|
2 | Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte!
|
3 | Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte.
|
4 | Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers HERRE er ved at mønstre sin Krigshær.
|
5 | De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, HERREN og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden.
|
6 | Jamrer, thi HERRENs Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige.
|
7 | Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter,
|
8 | de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder.
|
9 | Se, HERRENs Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort.
|
10 | Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke.
|
11 | Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod.
|
12 | En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld.
|
13 | Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers HERREs Harme på hans brændende Vredes Dag.
|
14 | Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land.
|
15 | Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet;
|
16 | deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes.
|
17 | Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget.
|
18 | Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk.
|
19 | Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.
|
20 | Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej;
|
21 | men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer;
|
22 | Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.
|